EN 17092, den europæiske standard for beskyttende motorcykelbeklædning, fastsætter ikke kun ydeevnekrav, men introducerer også et zonesystem, der definerer, hvordan forskellige områder af kroppen skal beskyttes baseret på risikoen for skade ved et styrt. Dette zonesystem hjælper producenter med at designe udstyr, der fokuserer beskyttelsen, hvor der er størst behov, og sikrer en balance mellem sikkerhed, komfort og funktionalitet. Kroppen er opdelt i tre hovedzoner i EN 17092: Zone 1, Zone 2 og Zone 3. Disse zoner repræsenterer forskellige risikoniveauer ved fald eller glid og er underlagt forskellige krav, især til slidstyrke, rivestyrke og sømstyrke. Zone 1 omfatter de områder med højest risiko, som sandsynligvis rammer jorden først eller udsættes for størst friktion under et glid. Dette er typisk albuer, skuldre, knæ og hofter. Beklædningen skal give den højeste slidstyrke og er ofte forstærket med beskyttelse og ekstra slidstærke materialer. Zone 2 dækker områder ved siden af Zone 1, som ydersiden af arme, lår og sider af overkroppen, der også kan udsættes for slid, men med en lidt lavere sandsynlighed for påvirkning. Disse områder kræver stadig stærke materialer, men kan tilbyde lidt mere fleksibilitet eller ventilation end Zone 1. Zone 3 omfatter områder med lavest risiko, såsom indersiden af arme, inderlår samt bryst eller ryg, der sjældent er i direkte kontakt med vejbanen. Disse zoner tillader lettere og mere åndbare materialer, hvilket øger komforten uden at gå på kompromis med den overordnede beskyttelse.
